Moses

Moses er i Bibelen den person, der regnes som israelitternes befrier fra trældommen påført af dem af Farao i Egypten, og som var deres leder i den tid, de var i ørkenen. Han regnes som en af de vigtigste personer i Bibelen og en af de vigtigste profeter i jødedommen, i kristendommen, Islam, Bahá'í, og adskillige andre abrahamtiske religioner, idet han modtog instrukser om israelitternes religion og den lov, der blev kendt som Moseloven. Ifølge den hebraiske bibel Tanakh, kendt som Det Gamle Testamente i den kristne bibel, var Moses et hebraisk hittebarn, der som spæd blev sat i Nilen af sin moder Jocheved i en kurv, da Farao befalede at alle hebraiske sønner skulle slås ihjel, eftersom det voksende antal af hans hebraiske slaver havde skabt bekymringer hos ham om, at de skulle blive mere talstærke end egypterne og nedstyrke hans rige. Moses havde en storebror og storesøster, Aron og Miriam. Kurven drev gennem floden og kom til Faraos palads, hvor en egyptisk prinsesse fandt den og adopterede Moses. Moses levede sammen med den egyptiske kongelige familie indtil han slog en egyptisk slavemester ihjel, hvorefter Moses flygtede ud i ørkenen, over Det Røde Hav til Midian, hvor han mødte Herrens Engel, der talte til ham gennem en brændende tornebusk på Horeb-bjerget. Gud sendte Moses tilbage til Egypten for at beordre israelitternes løsladelse fra deres slaveri, og så han kunne lede dem til landet Kanaan. Eftersom Moses sagde, at han ikke var veltalende, tillod Gud Aaron, hans bror, at blive hans taler. Både Moses og Aaron fik hver deres stav, som de kunne udføre Guds undere gennem. Da Farao nægtede at lade hebræerne gå, ramte Gud Egypten med De Ti Plager, hvorefter Moses førte israelitterne over Det Røde Hav, som Moses delte med den stav, Gud havde givet ham, og bagefter bosatte de sig på Sinaibjerget, hvor Moses blev givet de ti bud samt de andre Moselove.